En ny begyndelse for Bording Friluftsbad - vil du være med til at forme fremtiden?

Kære borger i Bording og omegn,

Opsummering

Bording Friluftsbad har i over 50 år været et samlingspunkt i byen. Nu da vores formand, Trine, træder af, og vores næstformand, Daniel, går ned i en mindre rolle, står vi ved en skillevej. Uden nye frivillige ildsjæle risikerer vi at måtte holde lukket i 2025. Vi inviterer hele byen til et borgermøde d. 14. januar kl. 19. Hvor vi spørger byen, hvem der har tid og lyst til at melde sig, for at holde friluftsbadet i live. Har du lyst til at gøre en forskel for fællesskabet - om det så er store eller små opgaver - har vi brug for dig nu. Prik til din familie, din ven eller din nabo, og vær med til at sikre friluftsbadets fremtid!

I mere end 50 år har Bording Friluftsbad været et fælles samlingspunkt, hvor generationer har nydt både vandets glæder og hinandens selskab. Friluftsbadet blev i sin tid etableret af frivillige kræfter fra lokalsamfundet og har siden været drevet af samme fantastiske energi. Med tiden er der gjort en stor indsats for at udvikle stedet, introducere vinterbadning, modernisere teknikken og skabe fleksible løsninger med medlemskaber. Alt sammen for at sikre, at du og dine naboer kan nyde godt af dette fristed mange år frem.

Men vi står ved en skillevej.

Men for at holde friluftsbadet åbent og levende er det nødvendigt, at endnu flere træder til. De der vil drive badet, som frivillig og som frivillig-bestyrelse, er desværre blevet reduceret, og uden nye ildsjæle risikerer vi, at det slet ikke er muligt at åbne næste sommer. Vi har brug for dig, der vil bruge din tid og dit overskud på at sikre, at friluftsbadet forbliver et godt sted at samles, lege, slappe af og nyde solen - både om sommeren og nu også i vinterhalvåret.

Din indsats gør en forskel

Du behøver ikke særlige evner for at deltage, blot vilje og gåpåmod. Som frivillig i bestyrelsen eller i et af de teams, vi ønsker at oprette, får du mulighed for at lære mere om iværksætteri, økonomi, ledelse, planlægning og samarbejde med både frivillige og lokale aktører. I løbet af få måneder kan du lære byen og dens borgere at kende på en helt ny måde, mens du bidrager til at bevare et af vores vigtigste lokale samlingspunkter.

Åbner (muligvis) ikke i 2025

Kan vi ikke styrke vores bestyrelse og frivilligkorps, må vi indstille os på, at friluftsbadet ikke åbner i 2025. Den nuværende lille gruppe af frivillige kan ganske enkelt ikke løfte opgaven alene. Og husk: hvis friluftsbadet først lukker, kommer det ikke tilbage. Derfor har vi brug for at holde det i live, om ikke i fuld hastighed, så nok til at holde det i gang, indtil der måske en anden gang kan samles nok kræfter omkring det.

Planen for sommeren 2025 er, at Bording Friluftsbad åbner med medlemskaber som det eneste tilbud. Det betyder desværre, at den offentlige åbningstid, sæsonkortet, livredderen og bland-selv-slikket i kiosken må udgå i 2025. Forhåbentlig ser situationen anderledes ud i 2026.

Mange opgaver - én fælles mission

Som medlem af bestyrelsen eller et driftsteam vil du kunne vælge mellem mange forskellige opgaver, der passer til netop dine interesser og kompetencer. Vi har mange forskellige hatte på i løbet af en sæson, og blot for at give nogle eksempler, kan du for eksempel vælge at være arrangementsansvarlig og skabe spændende events, der samler hele lokalsamfundet. Du kan også blive vandkvalitetsprøvetager og sikre, at vores gæster altid kan hoppe i et rent og indbydende bassin. Drømmer du om at optimere? Så kan du blive energioptimeringsansvarlig for vand, varme og strøm, hvor du arbejder med at gøre driften mere bæredygtig og økonomisk ansvarlig.

Måske har du i stedet lyst til at fokusere på praktiske og jordnære opgaver, som at sørge for, at affaldet bliver tømt, pantflaskerne bliver afleveret, eller at andre forefaldende opgaver bliver løst, så alt kører glat.

Kort sagt: du kan bidrage præcis dér, hvor du føler dig motiveret. Det vigtigste er, at du tager skridtet og melder dig på banen.

Tag første skridt i dag

Hvis du overvejer at bidrage, opfordrer vi dig til at tage en uforpligtende snak med Daniel på 53 50 23 05 eller sende en mail til daniel@bordingfriluftsbad.dk. Vi inviterer desuden hele byen til et åbent møde, hvor du kan høre mere om planerne, opgaverne og de muligheder, der venter.

Dit engagement kan være forskellen på et livligt friluftsbad i 2025 og en lukket port. Sammen kan vi holde traditionen i live, fortsætte udviklingen og sikre, at også kommende generationer kan nyde godt af Bording Friluftsbad. Prik til din familie, din ven eller din nabo, så vi sammen kan løfte meget, en lille smule hver. Vi håber, at du vil være med - for uden dig lukker vi i 2025.

Tak for din opmærksomhed og forhåbentlig dit kommende bidrag.

- Bestyrelsen for Bording Friluftsbad